Rendestenens lilje.


Hun blev til verden båren i Adelgade ni,
på kvisten over gården, hun var vist nummer ti.
Hun levede sin barndom i gyde og i gård,
og rendestenens lilje hun blev med hud og hår.

Da hun blev konfirmeret på en fabrik hun kom,
men det var ikke noget den lille syntes om.
Hun havde smag på livet, hun elsked' sang og spil,
hvad raged' det de andre, at det gik ad helved' til.

En mund foruden tremmer - et tjavset snavset hår,
to falske sorte øjne - i skæve sko hun går;
en laset pjaltet kjole, jo den er tyd'lig nok,
hun blev en sikker type i Nyhavns faste flok.

Hun kommer her hver aften, når midnatsklokken slår,
i een af Nyhavns knejper, hvor hendes aften går.
Men af og til på Sundholm der får hun sin bekomst.
Jo rendestenens lilje er nu en knækket blomst.